2578 4427 Sellegårde Vest 56, Ø Hurup, 9560 Hadsund annalund@kliniklyset.dk
Drømmerejser 3

“Drømmerejser 3” udkom i 2005 med 22 nye tekster på Klinik Lysets Forlag.

Åbning

Det forår, hvor det truede med at udvikle sig til krig i Irak, besluttede jeg at holde fredsmeditation en aften hver måned i marts, april, maj og juni. Tilfældet ville, at den første aften netop blev på den dato, hvor krigen var brudt ud om natten.

I gruppen var vi enige om, at vi trods alt ville give vort bidrag til at skabe en fredeligere verden, idet vi tror på, at vi må begynde med os selv, slutte fred med os selv – og sende lys, kærlighed, fred og healing ud over Jorden.

I skrivende stund er der netop udbrudt krig i Ukraine, så følgende tekst er meget aktuel:

Meditation for Fred

Fredens Engel

Indledning: Vi har alle del i Jordens smerte, for vi er hver især dele af Helheden. – Enhver har ansvar for sig selv – og for at vise næstekærlighed mod andre. – Ord alene gør det ikke: ”På deres gerninger skal I kende dem,” har Jesus sagt. – Send det ud, som du ønsker at få tilbage, for alt hvad du sender ud, vender tilbage til dig. – I aften vil vi sende lys, fred og kærlighed ud i verden.

Vi vil nu meditere for fred i verden – og i os selv: 
Sæt dig rart og behageligt, mærk gulvet under fødderne. – Giv slip på bekymringer og stress. – For hver dyb udånding giver du mere og mere slip på de spændinger, du ikke har brug for. – For hver dyb indånding tager du mere og mere lys og fred ind i dit sind.(pause)

Bliv ved med at trække vejret dybt og roligt, og bed din skytsengel om at være hos dig. – Forestil dig, at din engel står bag dig og lægger sine vinger beskyttende omkring dig. – Visualisér, at alle englene breder deres vinger ud, så de når sammen og danner en kappe omkring gruppen. – Vi beder englene være hos os hele tiden, mens vi mediterer. (pause)

Nu påkalder vi Fredens Engel – og en stor, smuk engel kommer ned i vor midte. – Den bærer en stor, klar krystalkugle i sine hænder. – Krystalkuglen udsender et klart, gyldenhvidt lys. – Dette guddommelige lys indeholder fred og kærlighed – den fred og den kærlighed, som vi skal være med til at sprede ud over Jorden. – Vi skal også tage denne energi ind i os selv. (pause)

Lyset skal oplade menneskers sind, og kærligheden skal åbne menneskers hjerter. – Når dette fredens og kærlighedens lys sendes ud over Jorden, vil alle modtagelige sjæle påvirkes af det og ønske det gode for menneskeheden og for Jorden.

Fred kræver, at du tilgiver. – Tilgiv først dig selv, og slut fred med dig selv. – Brug nu lidt tid på at tilgive andre, hvad de måtte have forbrudt imod dig. – Visualisér dem for dit indre blik, og send dem en bølge af lys og tilgivelse. – Slut fred med dem. (pause)

Der findes mennesker, som bærer al verdens byrder på deres skuldre. – Hvis du hører til dem, så læg den byrde fra dig. – Forestil dig, at du tager den ned fra dine skuldre og lægger den på Jorden. – Mærk, hvor let og fri du nu føler dig. (pause)

Forestil dig, at dit dybe ønske om fred på Jorden samles som en lysende energi i dit hjerte. – Du kan bede din skytsengel forstærke energiens kraft. – Send nu denne energi ind i et kraftfelt midt i gruppen. – Forestil dig, at Fredens Engel opsamler denne stærke lysenergi og bærer den med sig ud i Universet. – Der mødes Fredens Engel med Lysets Engel, og sammen spreder de to dette lys ud over Jorden, sådan som Lysets Engel gør ved solopgang.

Som det guddommelige væsen du er, har du bidraget til at Lyset breder sig ud som en kappe af fred og kærlighed omkring Jorden. – Se, hvordan alt mørke forsvinder og opløses i lyset.

Tak til alle guddommelige væsener for hjælpen!

(Inspireret af Gert)        5. marts 2003

Andre afsnit i hæftet: Årets gang, For børn, Terapeutisk meditation, Spirituelle kontakter

Bemærk, at der er et afsnit for børn. Mange af drømmerejserne er egnede til børn, som med deres umiddelbarhed har let ved at forestille sig det, du fortæller. Jeg har selv brugt nogle af dem under et vikariat på en folkeskole, ligesom jeg har solgt bøgerne til lærere og terapeuter af flere slags. Børn er også gode til at tegne oplevelsen bagefter.

: